Hvem er vi?

VIP Anlæg drives af Inge Hjorth og Lars Hvid. Inge og Lars danner også par i privatlivet, og bor sammen i Karup, hvorfor de gerne arbejder i både Karup og Videbæk området, hvor firmaet oprindelig er startet.

Lars Hvid er oprindeligt udlært landmand. Lars stammer fra Rækker Mølle, men flyttede i efteråret 2008 sammen med Inge i Karup. Takket være sin tid som landmand er Lars vant til at arbejde meget selvstændigt, og er god til at planlægge sin dag. Endvidere er han nærmest vokset op blandt maskiner, hvilket gør, at det som oftest er ham, der betjener disse. Tiden som landmand har givet ham en stor viden om jordbundstyper, ukrudtsbekæmpelse og planteavl. Det er Lars, der er ansvarlig for opstarten hos kunden, ham der rydder haven, bestiller materialer, forhandler priser ved leverandører m.m.

Inge Hjorth er oprindeligt udlært industrilaborant. Inden den tid arbejdede Inge på en plante-forsøgsstation, hvilket senere mindede hende om, at hun igen skulle arbejde udendørs – helst med jord under neglene. Derfor startede hun i lære som anlægsgartner hos VIP Anlæg og Kloak i maj 2005. Det er ofte Inge som er på første besøg hos kunden, for at høre om ønsker og forventninger. Det er Inge, som tegner haveplaner, laver plantelister og som oftest også hende, der står for plantearbejdet. Desuden er det Inge, der sidder med kontorarbejdet.

Når projekterne er startet op, er parret fælles om udførelsen. De har begge stor interesse i at lægge sten, lave højbede, plante, lave vandbassiner eller rindende vand, sætte mure, hegn og rionet, arbejde med granitprodukter som chaussésten og brosten, og de mange andre opgaver der byder sig.